Netcompany skal levere it-løsning til 2,6 mio. danskere

Netcompany skal skabe en ny platform til Sygeforsikring "Danmark". Platformen står på skuldrene af Netcompanys løsninger til det offentlige, og CEO André Rogaczewski ser store perspektiver i aftalen. "Det er en strategi, som vi kommer til at forfølge videre frem."

Artiklen er udgivet i ITWATCH


Forsikringsselskabet Sygeforsikring "Danmark" har valgt Netcompany som leverandør af en helt ny it-platform. Det betyder, at it-selskabet skal bygge en løsning, der skal håndtere de 2,6 mio. danskere, som er kunder hos forsikringsselskabet, og årlige udbetalinger for 3,3 mia. kr.

Konkret skal den nye løsning erstatte ældre legacy-systemer, som i dag betjener 44 pct. af alle danskerne.

Den nye digital police- og medlemsplatform til forsikringsselskabet står så at sige på skuldrene af de løsninger, som Netcompany den seneste årrække har leveret til det offentlige, og det vækker begejstring hos adm. direktør André Rogaczewski.

"De seneste tre-fire år har Netcompany bestræbt sig meget på at arbejde med platforme og genbruge så meget som muligt for netop at være effektive og gøre tingene rigtigt første gang. Det her er et godt eksempel på, at den indsats er lykkes. Vi bygger på den samme platform nu," siger Netcompany-topchefen til ITWatch.

Han peger på, at løsningerne, som it-leverandøren har lavet til a-kassernes udbetalingen af dagpenge og Udbetaling Danmarks håndtering af alt fra børnepenge til boligstøtte og nu den seneste aftale med Sygeforsikring "Danmark", allesammen bygger på den samme platform.

"Vi genbruger og bliver klogere, genbruger og bliver klogere og sørger hele tiden sørger for, at platformen er driftsmoden og sikker og samtidig agil. Det er jeg glad for. Det er en strategi, som vi kommer til at forfølge videre frem, fordi jeg tror, at det kommer til at afgøre, hvorvidt man er i stand til kontinuerligt at levere succes," siger André Rogaczewski og fortsætter: 

"En ting er, at man har en god metode og nogle fantastiske medarbejdere, som er super dygtige – det skal man selvfølgelig have på plads – men en rigtig vigtig ting i den ligning er, at man har en platform, hvor man kan genbruge komponenter."

Lære af det offentlige

Valget af Netcompanys platform ser topchefen samtidig som udtryk for, hvor langt fremme den digitale udvikling er i det offentlige herhjemme. Det er formentlig de færreste danskere, der har lagt mærke til, at vi har fået et nyt pensionssystem i marts. Det gamle system havde eksisteret i 40 år, og det blev udskiftet, da coronakrisen var på sit højeste, hvor ingen kunne mødes med hinanden.  Og det er den selvsamme platform, som Sygeforsikring "Danmark" har tænkt sig at anvende i forbindelse med en fornyelse af hele deres digitale univers.

"Når vi sagsbehandler og udbetaler pension, børnepenge eller boligstøtte, er det faktisk verdensklasseniveau, og vi gør det på med splinternye systemer. De er fleksible, transparente, har en lovkerne, hvor man hurtigt kan indsætte forretningsregler og vedligeholde dem til en helt anden pris, end man kunne i gamle dage. Det har været afgørende for, at man har valgt løsningen," lyder det fra André Rogaczewski.

Vigtige at kunne differentiere sig

Når han kigger fremad, ser han en udvikling, hvor det bliver endnu vigtigere at kunne levere digitale løsninger, som kan tilpasses og justeres – vel at mærke med udgangspunkt i en og samme platform.

Fremtiden som it-leverandør handler mere om platforme end standardprodukter.

"Der, hvor vi er i dag, vil de fleste sige, at de ikke har lyst til blot at passe ind i et standardsystem, fordi så kan de ikke differentiere sig, og det er jo med it, at man differentierer sig. Man er jo nødt til at skille sig ud og være bedre end et standardsystem," siger André Rogaczewski.

Virksomhederne har fundet ud af, at alt, der kan digitaliseres, bliver digitaliseret. Det er derigennem, at selskaberne får deres forretningsfordele, og så kan det ikke nytte noget, at ens it-platform er lige med alle de andre konkurrenter.

"Med den platform kan vi faktisk bygge en løsning, der passer til den måde, som de gerne vil differentiere sig på – i modsætning til de gamle legacy-systemer, som var en monolitisk kolos, hvor det hver gang, der skulle ændres noget, måske ville være klar et år senere."


"Platformstankegangen gælder både i det offentlige og det private. Det er den synergi, som, jeg synes, er interessant i denne her case. Vi har en platform, som i det ene tilfælde arbejder med børnepenge og sagsbehandling."

Komplicerede processer

Det er med André Rogaczewskis ord temmelig komplicerede processer, som tilmed ofte bliver påvirket af nye beslutninger i Folketinget. Samtidig handler det udbetalinger af milliarder af kroner, hvilket skal ske korrekt og med stor tillid til systemet. 

Det er de samme grundlæggende egenskaber ved platformen, som Netcompany nu skal overføre til en forsikringssammenhæng i det private. Nu handler det blot ikke om udbetaling af børnepenge, men om tilskud til medicin og tandlægebesøg hos et forsikringsselskab.

Behovet for at skulle kunne udbetale penge, opkræve kontingent, sagsbehandle, selvbetjene og integrere til andre it-systemer er dog det samme. 

"Alle de ting går igen, og der synes jeg, at det er livsbekræftende og fortrøstningsfuldt, at vi er nået til et niveau af genbrug i it-branchen, hvor det ikke er så vigtigt længere, om man er i det offentlige eller i det private. Det handler mere om at bruge platformen til at ændre virksomheden."

Slut med one-size-fits-all

Derfor har man hos Netcompany nået til den erkendelse, at uanset hvilken branche der er tale om, har har alle virksomheder en stærk bevægelse og drivkraft henimod at etablere en digital platform, som de kan bruge som base til at knopskyde, udvikle nye produkter og integrere til nye systemer, som de ikke kendte for få år siden.

"Hvis man skal følge med og differentiere sig selv, er man nødt til at slå den hellige ko ihjel. Det er det gamle system, som står og snurrer inde bagved. Det gode med denne her case er, at det er vi lykkes med i nogle af det store offentlige systemer i Danmark."


"Det har man været nødt til, fordi de var blevet så gamle, og der kommer hele tiden så mange regelændringer, at det er for dyrt og for farligt at have dem kørende. Den erfaring kan vi så rent faktisk bruge til at gøre det samme i den finansielle sektor i dette tilfælde. Det, synes jeg, er en bemærkelsesværdig synergi."

Ifølge André Rogaczewski er tiden ovre, hvor et one-size-fits-all softwareprodukt satte dagsordenen. Løsningerne er ikke længere et fasttømret softwareprodukt, men der er tale om tusindvis af komponenter, som tilsammen udgør platformen. De er løskoblet, og man kan vælge at sætte dem sammen og skabe nye løsninger.

"Det ene øjeblik sagsbehandler platformen børnepenge hos Udbetaling Danmark, og i det andet øjeblik handler det om forsikringsudbetalinger hos Sygeforsikring "Danmark". Det er meget forskellige lovområder, og vil man kunne genkende et eneste skærmbillede fra løsningerne? Nej, det vil man ikke, men det er stadig den samme teknologiske platform," siger André Rogaczewski.