Ny Netcompany-løsning giver danskerne mulighed for at blive indlagt i hjemmet

Sammen med Nordsjællands Hospital og Syddansk Universitet arbejder Netcompany på et innovationsprojekt, der skal sikre danske patienter mulighed for indlæggelse og digital stuegang derhjemme – alt sammen med kontakt til hospitalets læger og sygeplejersker døgnet rundt.
I fremtiden kan flere danske patienter få muligheden for at være indlagt i eget hjem, mens de samtidig modtager behandling fra hospitalet. Allerede nu har de første patienter testet muligheden i et stort innovationsprojekt, som Nordsjællands Hospital, Syddansk Universitet og Netcompany samarbejder om.

Siden april 2022 har i alt syv patienter været igennem projektet Influenz-er. Her er patienterne kommet hurtigere hjem fra en indlæggelse på Nordsjællands Hospital for at fortsætte indlæggelsen hjemme hos dem selv. Målgruppen i projektets første fase er patienter med luftvejsinfektioner med milde til moderate symptomer. Tilbagemeldingerne fra patienterne har været udpræget positive.

Under hjemmeindlæggelserne har patienterne fået udleveret redskaber, så de nemt selv kan måle deres vejrtrækning, iltmætning, blodtryk, puls og temperatur. Målingerne sendes flere gange dagligt til hospitalet via en app udviklet til projektet. 
App’en Mit e-Hospital er udviklet af Netcompany og kan installeres på patientens tablet eller telefon, hvorfra patienten også kan kontakte hospitalet døgnet rundt og efter behov modtage besøg af hospitalets udekørende team bestående af sygeplejersker.
 

“Det er en nyskabende og køreklar digital løsning, som vi har udviklet sammen med hospitalets forskere, personale og patienter. App’en er enkel at bruge, selv for patienter uden større it-erfaring. Projektet understreger, hvordan vi med digitale løsninger og nytænkning kan aflaste vores pressede læger og sygeplejersker, mindske smittespredning og frigøre hænder til behandling af fysisk indlagte patienter, der er kritisk syge. Brugen af teknologi er vejen til målet om at fremtidssikre verdens bedste sundhedsvæsen. Hvis vi skal løse de udfordringer, vores pressede sundhedsvæsen står overfor i dag, må og skal vi tænke i nye løsninger med digitalt fortegn,” siger Thomas Koefoed, partner i Netcompany.

Positiv feedback fra patienterne
På Nordsjællands Hospital har man bedt om feedback fra de syv patienter, der indtil videre har testet løsningen. 

”Vi afprøver, hvordan vi med et relativt simpelt og fleksibelt set-up kan give den fremmeste pleje og behandling, samtidig med at vi friholder hospitalets sengepladser til de mest alvorligt syge patienter. De foreløbige tilbagemeldinger fra de hjemmeindlagte patienter har været meget positive, og patienterne har følt sig trygge undervejs,” siger Thea Kølsen Fischer, professor og forskningschef på Nordsjællands Hospital og initiativtager til Influenz-er.

Thea Kølsen Fischer fik ideen til projektet, da hun bevidnede, hvordan influenzaepidemier kan øge presset på hospitaler med ekstraordinært mange patienter og krav om isolation. Dette gjorde sig også gældende under corona-pandemien, hvor netop hjemmeindlæggelser havde været en oplagt mulighed for flere patienter. 

Første fase af forskningsprojektet omfatter i alt 20 patienter, der løbende inkluderes i 2022.

Om Netcompany

Netcompany blev grundlagt i 2000 og har hovedkvarter i København. I dag er vi en international virksomhed med mere end 7000 medarbejdere som arbejder fra 17 forskellige lande. Vi hjælper en bred vifte af kunder med deres digitale transformationsrejser i både den offentlige og private sektor i hele Europa.

Pressehenvendelser

presse@netcompany.com Karen Clement Head of PR & Communications kacl@netcompany.com +45 4090 9241