19. mar 2021 Alle nyheder >
Netcompany vinder udviklingen af dansk coronapas-app
"Vi er i Netcompany stolte af, at myndighederne har betroet os denne vigtige opgave. Det digitale coronapas bliver et vitalt værktøj for, at Danmark kan komme hurtigere tilbage til en mere normal hverdag, hvor vi lettere kan krydse grænser og få åbnet op for samfundet med baggrund i test, vacciner og immunitet. Netcompany har stor erfaring med at udvikle samfundskritiske digitale løsninger til tiden. Vi vil sætte alt ind på at kunne levere den løsning, som mange danskere efterspørger", siger André Rogaczewski, CEO Netcompany
Løsningen, der ventes at være færdig i maj, vil være en sikker og brugervenlig løsning, som både borgere og virksomheder vil nyde stor gavn af, lyder det fra André Rogaczewski.
“Jeg tror desværre, at vi kommer til at leve med coronaen et godt stykke tid endnu, men vi skal have vores børn tilbage i skolerne, erhvervslivet tilbage på vækstsporet og kulturlivet må igen blomstre til glæde for os alle. Her bliver det digitale coronapas et værdifuldt værktøj i kampen mod Covid-19. ” siger André Rogaczewski, der understreger, at appen desuden skal matche de krav, der stilles i EU.
I mange danske virksomheder er man afhængige af at kunne rejse, og derfor glæder André Rogaczewski sig over, at coronapas-appen vil gøre det lettere for virksomheder at krydse landegrænser.
“Vi er en nation, der er afhængig af omverdenen. Erhvervslivet har brug for at møde kunder og samarbejdsparterne samt opdyrke nye markeder. Vi har som mennesker behov for at holde ferie og opleve andre himmelstrøg og kulturer. At genoprette mobilitet og bevægelighed er helt essentielt for os alle,” siger André Rogaczewski.
Han ser frem til at arbejde tæt sammen med de involverede myndigheder og det etablerede advisory board, der skal rådgive om bl.a. datasikkerhed og erhvervslivets interesser.
“Jeg er rigtig glad for, at der er tilknyttet et kompetent advisory board, som vi vil arbejde tæt sammen med. Dermed sikres det, at løsningen til fulde tager afgørende hensyn til brugernes privatliv og kultur- og erhvervslivets interesser,” siger André Rogaczewski.