04. mar 2021 Alle nyheder >
Ny banebrydende digital post løsning løfter samarbejdet mellem borger og virksomhed til nye højder
Den nye platform til private virksomheder vil være meget mere end post, og åbner for helt nye digitale samarbejdsmuligheder og dialog mellem virksomhed og borger.
”Målet er at gøre hverdagen lettere for både virksomheder og borgere. I modsætning til traditionel postudveksling fokuserer løsningen på, hvordan du skal, kan eller vil handle på den kommunikation, som foregår. Når du får en besked fra en virksomhed, skal du med det samme kunne reagere på den og komme i dialog, uanset om det handler om at betale en regning, underskrive et dokument eller komme i kontakt med en rådgiver”, siger CEO André Rogaczewski, Netcompany.
Mit.dk er en åben og fleksibel løsning, der virker sømløst i sammenhæng med virksomheder og organisationers egne selvbetjeningsuniverser. Samtidig bliver det nemt og bekvemt at forene digital post på tværs af offentlige og private aktører. Alt sammen med fokus på en brugeroplevelse i absolut topklasse.
I den nye intuitive løsning bliver det f.eks. muligt at betale regninger, booke tider, chatte med sin kunderådgiver, indtaste forbrugsoplysninger og meget andet, samme sted, som den digitale post læses. Ambitionen er klar - det skal være let og ligetil at handle på sin digitale post i en tid, hvor de digitale postmængder kun vil fortsætte i en retning – opad.
Målet: 100 millioner dokumenter i første leveår
Den nye platform søsættes med en klar forventning om, at løsningen allerede i løbet af det første år runder en milepæl på mere end 100 mio. sendte dokumenter via mit.dk. En række markante virksomheder – heriblandt Industriens Pension, Topdanmark, GF Forsikring, Sygeforsikringen "danmark", NOVAX/ PLSP samt den faglige organisation HK ser allerede mulighederne i den nye løsning.
Hos forsikringsselskabet Topdanmark, en førende spiller i arbejdet med at udvikle nye digitale løsninger, der skaber helstøbte kundeoplevelser, ser man ’mit.dk’ som en milepæl i det arbejde:
“Topdanmark har de seneste år arbejdet målrettet med at skabe nye innovative løsninger, der gør det nemmere for kunderne at være i dialog med os digitalt. Vi har ambitioner om, at mit.dk skal hjælpe os med at give kunderne en endnu bedre digital service, både når kunderne har brug for hjælp, skal købe forsikringer og anmelde skader”, siger Thomas Erichsen, koncerndirektør i Topdanmark.
Hos et af Danmarks største fagforbund, HK, ser formand Kim Simonsen frem til at løfte medlemsoplevesen endnu et skridt med mit.dk:
”Jeg glæder mig til at kunne tilbyde vores medlemmer de nye, spændende muligheder for at kommunikere med os i HK. Jeg er sikker på, at både vi i HK og vores medlemmer kommer til at opleve øget kvalitet og lettere sagsgange. Mit.dk er et vigtigt skridt i vores bestræbelser på konstant at forbedre medlemsoplevelsen blandt andet ved hjælp af nye, digitale løsninger.”
Ole Abildgaard, direktør for virksomheden NOVAX A/S og bestyrelsesmedlem i Primærsektorens Leverandørserviceplatform, som via ejerkredsen af IT-leverandører, leverer sundheds-IT til størsteparten af de danske af praktiserende læger og speciallæger, fysioterapeuter, ergoterapeuter, privathospitaler, psykologer mm., siger:
”Mit.dk er fremtidens kommunikations platform, der giver vores kunder en direkte vej til let og enkel dialog med alle deres patienter. Vores mål er at forenkle kommunikation mellem borger og sundhedsfagligt personale, og via mit.dk sikrer vi, at danskerne får direkte adgang til vigtig personlig information og lægefaglig rådgivning i et trygt og sikkert miljø”.
Hos Industriens Pension lyder meldingen fra adm. direktør, Laila Mortensen, at:
”I Industriens Pension har vi stor fokus på de bedste og mest effektive digitale løsninger, der gør det let for medlemmerne at få overblik og kommunikere med os. Vi skal naturligvis være på alle de platforme, hvor medlemmerne er, så vi kan give den bedst mulige kommunikation om pensionsordningen. Derfor har det også været naturligt for os at indgå en aftale om den kommende platform for næste generation digital post fra Netcompany”.
Jan Parner, adm. direktør i GF Forsikring udtaler:
”GF Forsikring har oplevet en stor succes med den digitale kommunikation og interaktion med vores medlemmer og vi glæder os til at tage hul på næste generation af digitale services ved at anvende mit.dk. Vi går efter enkle løsninger med høj brugervenlighed og det er netop, hvad Netcompany har som målsætning med mit.dk”
I 2001 tog danskerne et vigtigt skridt mod fremtidens postløsninger, da danskerne fik deres første elektroniske postkasse. Nu, 20 år senere, lanceres en digital post platform, som ikke blot opbevarer vigtige dokumenter og oplysninger trygt og sikkert, men som fremfor alt fjerner alle forhindringer og manuelle hop mellem forskellige selvbetjeningsløsninger. Mit.dk vil sætte helt nye standarder for fremtidens dialog myndigheder, virksomheder og borgere imellem.
Platformen ’mit.dk’ tager udgangspunkt i Ny Generation Digital Post – fremtidens offentlige digitale postløsning, som Netcompany udvikler for de danske myndigheder, og som tages i brug i første kvartal 2022.
Redigeret efter myndighedernes beslutning (24.11.2021) om at udskyde lancering af Ny Generation Digital Post til første kvartal 2022.