Fra konsulent til specialist: Udvikling kan også ske horisontalt

Sune Hansen er uddannet kandidat i Business Economics and Auditing fra Copenhagen Business School. I kombination med det gode indtryk af virksomheden, var det særligt det store fokus på talentudvikling, der tiltrak Sune til Netcompany, der siden sommeren 2014 har slået sine folder i vores ERP-afdeling.

En god start

Min start og overgang fra mit tidligere job til Netcompany var både spændende og udfordrende. Konsulentrollen indebærer naturligt flere opgaver for flere virksomheder, og det var fedt at gå i krig med varierende arbejdsopgaver.  Første arbejdsdag faldt belejligt nok på en fredag, hvorfor jeg også fik smagt på fredagsbaren, hvor der blev hygget med champagne på tagterrassen i det flotteste solskinsvejr. 

Var der noget der overraskede dig ved at starte i Netcompany?

Det overraskede mig meget, at man allerede fra start kommer ud til kunderne. Det gav en masse muligheder for at tage lære applikationen at kende og kombinere det med kundernes ønsker, så det var bestemt en positiv oplevelse.

Hvordan er det faglige niveau og ansvarsmulighederne?

Vi gør meget ud af at videndele, hvilket er ret fedt! Det betyder også, at det faglige niveau er højt, og at vi sammen dygtiggør hinanden. I ERP-afdelingen sidder vi både forretningskonsulenter og udviklere med hver vores kompetencer, så der er masser af interaktion og mange dygtige kolleger at lære fra. Ansvarsmulighederne er også mange. Hvis man i Netcompany synes, at man er klar til at påtage sig mere ansvar og giver udtryk for, at man er klar til det, så får man det hurtigt. 

Hvad vil en typisk arbejdsdag byde på af opgaver?

Min overordnede opgave er at få applikationen Microsoft Dynamics AX / 365 Finance & Operations tilpasset til den enkelte kunde, så kunden kan få nogle bedre processer i deres daglige arbejde. Applikationen er meget konfigurerbar, så selv om man ikke kan kode, som jeg ikke kan, så kan man sagtens skabe værdi for kunden.

Hvordan har din karriere udviklet sig i din tid hos Netcompany?

Udviklingsmulighederne i Netcompany er rigtig gode. Vi har en karrieremodel med flere karrierespor, så man kan finde den vej, der passer en bedst. Jeg startede som Consultant og blev efter 1,5 år forfremmet til Senior Consultant. Senere skiftede jeg så spor fra konsulent-sporet til specialist-sporet og fik titlen Senior Specialist, da jeg i samråd med min mentor fandt frem til, at det passede min profil bedst.

Hvordan vil du beskrive kulturen, det kollegiale og det sociale i Netcompany? 

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er en performancekultur i Netcompany. Medarbejderne er stolte over at levere succesfulde IT-projekter, og derfor er vi også villige til at give den en ekstra skalle op til leveringsdatoen for at komme i mål. Det kollegiale og sociale har en stor plads i virksomhedens kerne. Der er et hav af arrangementer og fredagsbarer, som sørger for, at man kommer tættere på sine kolleger. Det bidrager til, at man er villig til at gå lidt længere for ens kolleger i dagligdagen.