Ph.D. på ukendt territorium

Sabrina Lyngbye Wendt er uddannet Civilingeniør i Medicin & Teknologi og er erhvervs-Ph.D. i Anvendt Matematik. Desuden har Sabrina en baggrund som forsker ved Stanford University og flere års forskningserfaring fra medicinalbranchen. Hun har derfor en noget anderledes baggrund end de fleste i Netcompany, men det har kun gjort det endnu mere spændende at starte som konsulent i Netcompany.

Hvorfor valgte du at skifte karrierespor efter din Ph.D., og hvorfor faldt dit valg på Netcompany?

Det var faktisk lidt af et tilfælde, at jeg endte med at søge job hos Netcompany. Meget naturligt søgte jeg i første omgang stillinger inden for mit uddannelsesområde, men blev, ligesom så mange andre nyuddannede, mødt af sætningen ”du har ikke erfaring nok”.

Jeg kendte til Netcompany via mit netværk, og da jeg til et netværksmøde mødte en anden nyuddannet Ph.D. som kort tid efter blev ansat i virksomheden, blev jeg nysgerrig på, om det mon også kunne være noget for mig – og det viste det sig heldigvis at være. Én af fordelene ved Netcompany er, at man ikke nødvendigvis skal være IT-ekspert fra starten – så længe man har modet og lysten til at lære det, så får man chancen.
 
Er der særlige fordele ved at være Ph.D. i Netcompany?

At kunne sætte sig ind i og skabe overblik over konkrete problemstillinger på relativt kort tid, er én af en Ph.D.-studerendes fornemmeste opgaver. Den evne tog jeg allerede i brug på min første dag i Netcompany, hvor man typisk allokeres på et igangværende projekt, og derfor hurtigt skal forstå forretningsområdet og sætte sig ind i kundens behov. Derudover er evnen til at kunne formidle super vigtig, da det er nødvendigt at kunne kommunikere sit budskab klart og tydeligt både på skrift og i tale - hvad enten det er over for sine kolleger eller kunden.

 
Hvordan var din start?

Med en anderledes baggrund er det klart, at læringskurven i starten var stejl, men allerede efter ganske få uger blev jeg mere fortrolig med mine arbejdsopgaver. I takt med min voksende erfaring, steg mit ansvar også – så jeg erfarede hurtigt, at Netcompany er et sted, hvor man ikke er nærig med uddelingen af ansvar, hvis man som medarbejder har mod det. Jeg fornemmede desuden fra første dag, at her er en kultur, hvor folk er meget hjælpsomme og gerne vil dele deres erfaringer med dem, som er mindre erfarne - både hvad angår det tekniske, men også forretningsviden om det aktuelle projekt. Der er en klar følelse af teamspirit, hvor man ikke bliver belønnet for at køre sololøb, men derimod for at løfte projekterne i samlet flok.

 
Hvilke typer opgaver sidder du typisk med til hverdag?

Jeg har været tilknyttet forskellige projekter og har derigennem siddet med forskellige arbejdsopgaver: fra tilbudsskrivning, forberedelse og afholdelse af afklaringsworkshops, udarbejdelse af designdokumentation, udvikling af løsning, til fremstilling og gennemførsel af testcases. Da min baggrund ikke er IT-teknisk, er mit fokus mere på at forstå og beskrive de komplekse forretningsgange end det er på at kunne udvikle integrationer og andre avancerede IT-løsninger.

 
Hvordan er karriere-udviklingsmulighederne i Netcompany?

Selvom at man har taget en lang uddannelse, opfordres man fra start af til at dygtiggøre sig yderligere, eksempelvis gennem certificeringer. Samtidig er der dog heller ingen forventning om, at man skal tage en certificering bare for certificeringens skyld – der skal gerne være en rød tråd imellem personlige interesser og relevans for de projekter man tilknyttes.

Vi har desuden vores eget interne uddannelsessystem, Netcompany Academy, som sørger for, at vi altid er klædt på til de udfordringer som vi kan støde på undervejs på projekter.
 
Er der noget der har overrasket dig ved at starte i Netcompany?

Taget i betragtning af, at Netcompany er et konsulenthus, er jeg positivt overrasket over, at arbejdstiden langt de fleste uger bliver inden for kontrakten. Man fornemmer, at målet er, at bemandingen afspejler arbejdsmængden, og det er derfor meget sjældent, at der er behov for overarbejde. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt en forventning om, at selvom kontrakten sagde én ting, var det underforstået, at man lagde flere timer end oprindeligt aftalt. Derudover er jeg positivt overrasket over, at jeg faktisk synes om dresscoden. Inden jeg startede i Netcompany bestod min påklædning af jeans, t-shirt og sneaks – men det er fedt at have udskiftet garderoben med en mere ”voksen stil”, der passer til jobbet.

 
Kan du anbefale andre nyuddannede Ph.D. uddannede at gå i dine fodspor?

Hvis man ligesom jeg var træt af det akademiske bureaukrati, vil jeg klart anbefale, at man søger ud i det private erhvervsliv. Mulighederne for faglig udvikling er høje, og alle lærer med garanti noget nyt i løbet af den første tid. Jeg synes bestemt ikke, man skal være bange for at kaste sig ud på ukendt territorium, for også her er der mulighed for at komme til at arbejde med det, som man brænder for. Personligt er det vigtigt for mig at arbejde med noget, jeg føler tjener et højere formål i forhold til befolkningens sundhed, og det har jeg fået muligheden for på et af Netcompanys sundhedsrelaterede projekter - det motiverer mig til at yde mit bedste hver dag!

Nysgerrig efter at vide mere?

Lyder det som noget for dig, så følg nedenstående link og lær mere om rollen som IT-konsulent i Netcompany.

Læs mere