Kirstine Sofie Keller, Manager
Jeg har nok altid set muligheder fremfor begrænsninger
Da Kirstine kom til Netcompany i 2013, tænkte hun, at her ville hun nok ikke være i mere end to år. Men så kom hun på Netcompanys projekt for Telmore, hvor hele virksomhedens IT-platform skulle udskiftes. ”Der sad nogle fantastisk sjove og dejlige mennesker, som jeg stadig har et bånd til i dag. Vi blev jo soldaterkammerater, for der var virkelig fart på,” fortæller Kirstine. I dag har hun været i Netcompany i snart syv år og har ingen planer om at stoppe foreløbig. Meget er også sket siden.
Kirstine boede på Frederiksberg, dyrkede volleyball og arbejdede på Netcompanys kontor i København, da hun for godt og vel fire år siden mødte Jimmy til et beachvolleystævne på Kerteminde Strand. I dag bor hun i Odense, pendler på daglig basis og har foruden sin etårige datter Klara, tre bonusbørn. Men én ting, der i hvert fald ikke har ændret sig for Kirstine, er ambitionerne.
Da Kirstine kom retur fra barsel i september 2019, skulle hun lige fornemme, hvilke forventninger, der var til hende på jobbet, og måske i lige så høj grad, hvilke forventninger, hun havde til sig selv. ”Jeg har nok altid været ret stræbsom i arbejdsregi, ja måske også i alt andet,” fortæller Kirstine, der ved siden af sin karriere også har spillet volleyball på ret højt niveau og sunget i nogle af Danmarks bedste kor. ”Da jeg kom tilbage fra barsel, kunne jeg mærke, at de høje ambitioner for min karriere – dem har jeg stadig!”
Fra skarpe deadlines til det helt store helikopter-perspektiv
Derfor har hun også kastet sig over at finde balancen mellem job og livet som mor og pendler. At få hverdagen til at hænge sammen med arbejde, børn, en kæreste, der ofte rejser med sit arbejde, en ugentlig volleytræning og hvad, der nu ellers følger med.
Før Kirstine tog på barsel, var hun i godt og vel 1,5 år Team Lead på projektet for det nye skatteinddrivelsessystem. Hun overtog et team på 35-40 mennesker med en skarp deadline op mod jul, der virkede nærmest umulig at nå. ”Den opgave fik jeg. Med al den opbakning, jeg havde brug for. Og det lykkedes.” Næste skridt blev ansvar for et helt område af projektet og fire teams.
”Pludselig var jeg blevet sej til det, jeg laver”
Det er netop det – muligheden for konstant at udvikle sig og prøve nye veje – der har holdt Kirstine ved ilden i Netcompany. ”På Telmore-projektet kom jeg virkelig ind under huden på løsningen. Jeg var go-to-person på alt, og det gav mig en masse selvtillid. Pludselig var jeg blevet sej til det, jeg laver,” siger Kirstine og griner. Derfor skulle der prøves kræfter med et nyt projekt.
Kirstine er fan af de store projekter med forskelligartede opgaver og mange berøringsflader, hvor man som konsulent er med inde over både det tekniske og det strategiske. Det er da også i den retning, Kirstines karriere bevæger sig nu. Hun er tilbage på skatteinddrivelsesprojektet og får fra næste år igen ansvar for en række teams i en coachende og vejledende rolle. Derudover vil hun også indgå i et endnu tættere strategisk samarbejde med kunden. ”Og så får jeg tid til at tage flere jobsamtaler med spirende talenter, hvilket er kanonspændende!”
Man skal se muligheder, ikke begrænsninger
Uanset om det er med nye kandidater til Netcompany eller eksisterende kolleger, har de gode samtaler om udvikling af kompetencer og arbejdsliv altid betydet meget for Kirstine.
”Det er et kæmpe privilegium at lære folk at kende, at have de her snakke om, hvad det er for nogle kompetencer de har, hvilke sider, de gerne vil styrke, hvad der giver mening i deres liv her og nu, hvordan det går på hjemmefronten…” Derfor er hun også mentor for mindre erfarne kolleger i Netcompany. En rolle hun føler, hun selv lærer lige så meget af, som hendes mentee forhåbentlig gør. ”Det er ikke altid, at man finder svaret det mest oplagte sted, men så længe man bliver klogere på, hvor man skal lede, så er man kommet lige dét længere.”
Kirstine peger også på, at der i Netcompany er en høj grad af forventning om, at man tager sin egen udvikling alvorligt. ”Nogle har allerede lært det på studiet, andre skal først lige forstå, at det man ikke kan, ikke nødvendigvis er en begrænsning, men en mulighed for udvikling.”
Når du skriver java, kan du ikke også skrive c#
Netop muligheder har Kirstine set masser af. I alt fra keltiske mønstre og smykker til geologi, religionsvidenskab og indoeuropæisk. Og så har hun taget undervisning i klassisk sang i 17 år. Derfor kan det måske også undre, at valget så faldt på matematik og senere datalogi. ”Jamen matematik kan jo lidt af det samme. Der er nogle grundlæggende regler ligesom i sprog og musik. Computersprog er også semantik. Når du skriver java, kan du ikke også skrive c#. De har hver deres semantik, men også ligheder; man skal forstå den grundlæggende opbygning for at mestre hver af dem.”
Kirstine peger selv på, at hun nok altid har været god til at se det spændende i mange ting. I Netcompany har hun da også været rundt om de fleste tekniske aspekter: setup, framework, deploy, database… I dag er det i højere grad det strategiske, der trækker. ”Den der følelse af at have fingrene nede i koden så grundigt, at man ved, hvad der skal til for at løse de og de ting… Det kan jeg da godt savne. Men som Manager bliver jeg hver dag mødt af problemstillinger, hvor jeg kan trække på den ballast, jeg har, som gør, at jeg kan sige: Arg, det lyder ikke rigtigt – og så finde en løsning!”