Selma Kubat, Manager
Mennesket i fokus: Det handler om at gøre en forskel for andre
Hvorfor valgte du at arbejde i Netcompany?
Jeg valgte Netcompany, fordi jeg først og fremmest var meget nysgerrig efter at lære en masse om konsulentrollen. Jeg var interesseret i at vide noget om en rolle, hvor man ikke blot udfører nogle opgaver, som nogen oppefra har pålagt en, men hvor man faktisk selv snakker med kunden og dermed forstår, hvorfor vi gør, som vi gør, og også er med til at designe nogle fede løsninger. Derudover havde jeg hørt gode ting om Netcompany, der var og er i vækst, og som har alle de spændende, samfundskritiske projekter.
Hvordan er det at arbejde på et projekt der gør en forskel for andre, og hvad motiverer dig i dit arbejde?
Det at arbejde på et projekt, der gør en forskel for andre, er uden tvivl det, der motiverer mig allermest. Det kan være skræmmende at arbejde på et projekt, hvor konsekvenserne er store, hvis tingene ikke går, som de skal, men omvendt er det også en af de ting, som gør arbejdet motiverende for mig. Det er en indikation på, at jeg laver noget, der gør en forskel. Og så har jeg en masse kompetente kollegaer, som jeg kan stole på, ligesom de kan stole på mig, hvilket bibringer en følelse af, at we got this, uanset hvor komplekse opgaverne kan blive.
Hvilke projekter har været mest interessante – og hvorfor?
Jeg har i samtlige af mine 3,5 år hos Netcompany været på det samme projekt – nemlig ATP Social Pension. Det er et kæmpestort projekt, som administrerer 1,3 millioner pensionister. Det har været fedt at være med fra projektets begyndende fase, til vi gik live i 2020, og dernæst se projektet flyve sin første tur fra reden. På trods af coronanedlukning havde vi et meget succesfuldt go-live, hvilket gjorde, at jeg efter en masse dedikeret arbejde stod tilbage med en følelse af stolthed over mit team og mig selv. Nogle af mine mest interessante opgaver har været at få de månedlige og årlige genberegninger til at køre korrekt og sørge for, at samtlige pensionister fik en korrekt beregning og et tilsvarende korrekt brev. Det var nogle af de kørsler, som var forretningskritiske for kunden, så der var stort fokus på, at det kørte, som det skulle, og det krævede også et godt samarbejde mellem kunden og os. Det gjorde det bare endnu federe, da vi kom i mål med det.
Hvilke tanker gør du dig om at være en god leder?
En god leder er i mine øjne en, som altid har overblikket og sørger for, at vi alle trækker i samme retning, og det er en, som har mennesket i fokus. Det handler om at lytte til folk og gøre, hvad man kan for, at de udvikler sig og får mulighed for at arbejde med de ting, de synes er spændende. Jeg er også stor fan af Netcompanys ’IT people leading IT people’-måde at fungere på. Det giver virkelig en stor fordel, at man som leder forstår sit team og hvert enkelt menneskes udfordringer, så man sammen kan diskutere sig frem til en fed løsning.