Send denne side til en ven Print denne side

Tip en ven om siden

AnnullerMailen blev sendt, tak!

Pressemeddelelse: Netcompany åbner kontor i Danmarks it-kraftcenter

En bred vifte af teknologisk kompetencer samt en af Danmarks stærkeste it-uddannelser trækker flere og flere virksomheder til Aalborg. Nu åbner det fremgangsrige konsulenthus Netcompany også kontor i den nordjyske hovedstad for at drage fordel af byens faglige miljø

København, 9. oktober 2008 - Nu åbner Netcompany A/S en afdeling i Aalborg for - som det første af landets store forretningsorienterede it-konsulenthuse - at bidrage til den rivende udvikling inden for byens it-miljø.

"Aalborg har en af landets største og allerbedste it-uddannelser samt en hastigt voksende underskov af it-virksomheder. Den udvikling vil vi gerne være en del af", siger direktør André Rogaczewski, Netcompany.

Forskningsleder Peter Axel Nielsen fra Aalborg Universitet betragter beslutningen som et eksempel på, at ambitiøse it-kandidater ikke - som for ti år siden - behøver at flytte til den anden ende af landet efter job.

"Tværtimod, faktisk. For i al ubeskedenhed må vi sige, at virksomhederne nu er ved at få øjnene op for, at de kan være nødt til at flytte hertil for at få gavn af vores alsidige faglige miljø og meget brede vifte af it-kompetencer", siger han. Peter Axel Nielsen vurderer ikke desto mindre, at navnlig Netcompanys forretningsfokus vil være er et kærkomment indslag i det nordjyske it-miljø.

"Netcompany har fat i nogle særdeles interessante områder indenfor forretningsorienteret it-udvikling, og netop dén vinkel har vi nok savnet her i byen, hvor der ellers er en enorm koncentration af it-kompetence indenfor praktisk taget alle andre felter", siger forskningslederen.

Hos en af regionens store it-arbejdsgivere, Spar Nord Bank, ser it-direktør Carsten Henriksen frem til at få lettere adgang til forretningsorienteret it-kompetence.

"Der har længe været potentiale for en virksomhed som Netcompany i Aalborg. For eksempel vil virksomheder som os, der er storforbrugere af it, få gavn af at have dem tættere på, så vi ikke altid behøver at tilkalde konsulenter fra København eller Århus", siger Carsten Henriksen.

"Men jeg tror også, at byens it-miljø i bred forstand vil drage fordel af Netcompanys kompetencer og dynamik. Fuldstændig ligesom Netcompany får glæde af det omfattende tværfaglige samarbejde, der finder sted på kryds og tværs mellem byens it-virksomheder og universitetet", siger han.

I løbet af efteråret venter Netcompany at have over 20 ansatte i Aalborg.

Netcompany A/S ●  Grønningen 19 ● 1270 ●  København K ●  +45 7013 1440 ●    ● cvr 21783684