Netcompany - IT and business consulting
Udskriv siden

Børsen kårer Netcompany til Danmarks dygtigste for 3. år i træk.

For tredje år i træk står Netcompany øverst på skamlen over landets dygtigste IT-konsulenthuse i dagbladet Børsens årlige kåring IT Top 200.

"Nu er det tredje år i streg, vi stryger til tops, og før det havde vi også gode placeringer, så jeg har tænkt over, hvordan det kan være, og min bedste vurdering er at vores succes skyldes, at vi ser det som fundamentalt vigtigt at tænke længere end på næste projekt, regnskabsår eller konjunkturudsving," siger Carsten Gomard.

"Et godt råd til andre må derfor være, at man skal forsøge at undgå at falde for fristelsen til kortsigtede gevinster og i stedet have et klart koncept og modet samt troen på, at man nok skal nå det. Det handler om, at man som leder ikke skal lade sig gå på af de her udsving, der kommer og går," siger han.

Efter en imponerende vækst i både medarbejderstab, omsætning og bundlinje siden etableringen i 1999 købte kapitalfonden Axcel sig sidste år ind som ny hovedaktionær med 60 pct. af aktierne, og nu står selskabet dermed bedre rustet end nogensinde til at gå forrest i den konsolideringsbølge, konsulent-branchen ifølge visse brancheaktører står overfor.

"En finansielt stærk storinvestor giver os en mulighed for også at kunne købe og fusionere - det er en ret, vi har fået, men bestemt ikke en pligt. Der er så ikke sket så meget på den front de første 12 måneder, og det skyldes, at vi ikke for enhver pris skal købe op. Men vi har ambitioner på kundesiden, og derfor vil vi måske gerne kunne supplere vores forretning op i bredden og størrelsen," siger Carsten Gomard.

"Efterspørgslen er god, og der er ingen tvivl om, at hvis vores organisation var en halv gang større ville vi også kunne sælge det, men igen handler det om at tænke længere end næste regnskabsår. Vi har succes, fordi vi bliver opfattet som nogle, der leverer varen, og det øjeblik vi lader vokseværk diktere forretningen, risikerer vi at ødelægge den succes," siger Gomard. Han oplever ligesom resten af konsulentbranchen medvind i forhold til afsætningen i markedet, men også presset pga. kampen om de dygtige medarbejdere.

"Markedet for medarbejdere er relativt varmt, men det skal man ikke lade sig gå på af. Vores tilbud til medarbejderne har ikke ændret sig i den tid, vi har eksisteret. Vi giver dem mulighed for at lære og levere samtidig med, at de har det sjovt," lyder der fra Netcompany-direktøren.

Men den slags arbejdspladser tiltrækker en bestemt type folk. Det er folk med gode resultater fra skolen, der er resultatorienterede og som har en professionel tilgang til deres fag.

"Lige børn leger bedst, og det giver et homogent miljø, at alle vores medarbejdere kun arbejder sammen med nogle, de mener, de kan lære noget af," siger Gomard.

Kilde: Børsen tirsdag d. 21.august