Forside » Kunder » Organisationer » Fagligt Fælles Forbund - SharePoint
Fagligt Fælles Forbund - SharePoint sags- og dokumentstyring
SID og KAD er blandt Danmarks største fagforeninger. For at skabe et større og mere gennemslagskraftigt forbund, besluttede man at fusionere de to faglige forbund til en ny fagforening: Fagligt Fælles Forbund (3F). Fusionen blev endelig vedtaget på de to forbunds kongresser i september 2004, og man har gennem hele 2004 arbejdet på fusionen, der skal træde i kraft 1. januar 2005.
SID har sit eget dokument-/sagsbehandlingssystem ”Aurora” som man udvikler in-house. Størstedelen er udviklet på traditionel asp kode - al nyudvikling foretages på asp.net. Dokumenterne som Aurora håndterer, har hidtil ligget på en filserver som Aurora applikationen har tilgået.
KAD har et ældre standard dokumentstyringssystem ”LinkWorks” der kører på en unix platform.
Man besluttede at de to dokument/sagsstyringssystemer i forbindelse med fusionen skulle overgå til en fælles platform baseret på Aurora front og dokumenthåndteringssystemet ”Stellent” – men undervejs i forløbet viste det sig at være for dyrt og for besværligt at implementere i praksis. Derfor besluttede man 2 måneder før at systemet skulle ”go-live” at skifte til Microsoft SharePoint Portal Server som dokumentkerne.
På kun 6 uger skulle SharePoint etableres i en ny infrastruktur og implementeres som dokumentlager for Aurora. SharePoint skulle skaleres til at understøtte flere millioner dokumenter.
Den samlede løsning bestod af etableringen af SharePoint i den nye infrastruktur, et integrations lag imellem Aurora og SharePoint samt to konverterings programmer for at føre data fra de to gamle systemer ind i det nye setup.
Etableringen af SharePoint blev passet ind i en eksisterende webfarm med yderligere servere til at understøtte SharePoint farmen, så den samlede SharePoint installation nåede i alt 10 kraftige dual cpu servere med understøttelse af en SQL cluster forbundet til et SAN. Etableringen bestod i rådgivning til installation, opsætning og generel vejledning til SharePoint som server produkt.
For at lette integrationen imellem Aurora og SharePoint, udviklede Netcompany et integrationslag i form af webservices som matchede de dokumenthåndterings-funktioner, som der ville være behov for igennem Aurora. Integrationslaget sørger samtidig for at distribuere dokumenter i en struktur som sikrer, at SharePoint skalerer ved den mængde dokumenter som er tiltænkt. For at understøtte registrering af handlinger på dokumenter, blev der samtidig implementeret et logging lag hvortil alle dokumenthandlinger skrives.
Konverteringen af gamle data ind i den nye Aurora applikation med SharePoint som dokumentkerne skete fra to kilder. Dels fra den gamle Aurora applikation som benyttede en filserver – og dels fra KAD’s sagsbehandlingssystem LinkWorks som ved fusionen skal udfases til fordel for Aurora. I første omgang blev der konverteret omkring 200.000 sager med over 1 million dokumenter over på den nye platform. Den 3. januar 2005 åbnede Aurora for det nye 3F, med dokumenter og sager fra både Aurora og LinkWorks.